Agnethe i Sydafrika

På gensyn!

Det er ikke med stor glæde, at jeg denne gang har sat mig til computeren. Med kun fjorten dage tilbage ved jeg, at det nok bliver sidste indlæg på bloggen. Trods min modvilje til at evaluere noget jeg ikke vil have skal slutte, vil jeg alligevel forsøge at give jer derhjemme en lille opsamling.

Trods min første skepsis overfor arbejdet på Somerset Hospital, har det alt i alt været en god oplevelse. Da min første plan om at tage til Kina og undervise i engelsk slog fejl, nåede jeg i farten ikke at tænke så meget over mine forventninger til Sydafrika. Jeg kom ikke herned med en forhåbning om at ”redde verden”. Det føler jeg heller ikke jeg har gjort ved at arbejde på Somerset, men jeg er alligevel sikker på, at jeg med min tilstedeværelse har gjort en forskel, ikke mindst for de børn, der i længere perioder har været indlagt uden besøg af forældre eller omsorg fra læger og sygeplejersker. Det er børn som Nikita, som først var fjern og bange, når man nærmede sig, men med tiden fik lært at gå og blev en glad og opsøgende pige, jeg vil huske. Dagene på stuerne har indimellem lignet hinanden, og det har ikke været et arbejde præget af aktion. Det har derfor været nødvendigt at bide mærke i de små ting, som når en læge er kommet hen og rost en for ens arbejde, eller man har fået et ellers fjernt barn til at reagere på en, måske ligefrem smile. Selvom det for mig lige nu ikke er helt tydeligt, er jeg sikker på, at jeg, når jeg kommer hjem, vil kunne mærke, at jeg har lært noget af oplevelsen. Jeg havde aldrig forestillet mig selv på et hospital, og alene dét har været en udfordring, som jeg er så glad for, at jeg har taget op.

Jeg er utrolig glad for, at vi fik chancen for at komme til at arbejde på Stepping Stones. Det har været dejligt med et projekt, der har kunnet supplere arbejdet på Somerset. De mange livlige børn har givet en rigtig god kontrast til dagene på børnestuerne. Det har været lærerigt at se, hvordan en børnehave bliver styret og ikke mindst at stifte bekendtskab med en pædagogik og en indstilling til børn, der er så fjern fra den danske. Det bedste ved Stepping Stones har været den imødekommenhed, vi har mødt fra lærerstaben. Vi har været og er utrolig taknemmelige for, hvordan de har taget imod os og med åbne arme inviteret os indenfor. Det har været en rigtig god måde at komme den ”almindelige” sydafrikaner nærmere og se nogle områder vi ikke ville have set, hvis ikke de havde vist os dem.

Jeg har, på de godt og vel fem måneder jeg har boet her, lært rigtig meget af og om Sydafrika. Kombinationen af at arbejde og opleve har været en fantastisk mulighed for rigtigt at få kulturen ind under huden. Cape Town er på mange måder en moderne by, så der er meget man ikke får med ved at være her som turist i fjorten dage. Der er stadig så meget jeg ikke har set endnu, og da jeg ikke er færdig med Cape Town endnu, er jeg da slet ikke færdig med Sydafrika. Jeg har efterhånden vænnet mig rigtig godt til, hvordan tingene fungerer hernede. Det bliver svært at vænne sig til bustider, når man er blevet vandt til bare at tage af sted når man er klar, stille sig ud til vejen og praje en minitaxa. Kommer man fem minutter for sent på arbejde – nå ja skidt, ”African Time”, vi når det jo nok. Det bliver mærkeligt at komme hjem til kalender, tidspres og sekundviser, når man lige har lært sig selv at trække vejret, nyde livet og danse lidt i køen i supermarkedet, hvis man har haft en dårlig dag.

Stepping Stones

Siden april har vi arbejdet to dage om ugen i en preschool, der hedder Stepping Stones. Det er en børnehave for børn fra townsships, der giver forældre mulighed for at få deres børn passet, så de ikke skal være alene hjemme, mens de er på arbejde eller i byen og søge job. Der er tre aldersgrupper, små (3-4 år), mellem (4-5 år) og størst (5-6 år), hvoraf den ældste aldersgruppe minder lidt om børnehaveklasse, dog på et lavere niveau. I alle aldersgrupper bliver der undervist på engelsk, så børnene kan blive klar til at komme i skole. Vi skiftes til at være på Somerset og i børnehaven, så vi hele tiden er to på hvert sted. Ofte vælger vi en gruppe som vi følger hele dagen, men ellers hjælper vi til, hvor der lige er brug for det. Hvis f.eks. de mellemste skal i ”parken” går vi med dem. Børnene er altid begejstret for at komme udenfor, selvom den såkaldte park, er en lille indhegnet stribe græs med en lille legeplads, der ligger i midten af en parkeringsplads i midten af byen. Hverdagen er meget struktureret, og alt er efter skema, selv deres toiletbesøg, som foregår på bestemte tidspunkter. Det er overraskende at se, hvor meget disciplin der er i forhold til danske forhold. Jeg blev lidt overrasket, da jeg den første dag så, hvordan børnene forholdsvis lydigt stillede sig op på række og hver fik uddelt et par stykker toiletpapir. Det er langt fra de pædagogiske idealer vi er vandt til, hvor kreativitet, udvikling og i det hele taget individorienteret behandling af børnene er i højsædet. Børnene svarer som regel i kor, når der bliver stillet spørgsmål, og hvis et enkelt barn bliver spurgt og ikke kan svare, er det ikke en synd at skælde ud. Nogle af de ældre pædagoger er ikke blege for at give et lille dask, hvis et barn ikke hører efter. Derudover er skammekrogen ofte optaget. Ved første øjekast kan det godt virke lidt primitivt med alt den struktur. Vi kom i hvert fald til at tænke over begrebet ”fri leg”, og hvad det betyder i Danmark i forhold til her. Her sidder børnene pænt ved et bord, mens de får uddelt noget legetøj, som de kan lege med en halv times tid inden de rydder op eller roterer.  Set fra pædagogernes side, er det forståeligt, at det er nødvendigt med skema, organisering og lidt disciplin, da der kun er en pædagog til tredive børn af gangen, og lokalerne er forholdsvis små. Det ville blive kaos, hvis børnene fik lov til at gøre, hvad de ville og lydniveauet ville blive ulidelig højt. Vi lader lærerne om de store kampe og er der mest som hjælpelærer. Vi hjælper til med at holde styr på børnene, leger med dem og læser højt for dem, når det ellers passer ind i programmet. Sker der noget særligt er vi også med som hjælpere. Vi har netop været med på udflugt til et videnskabscenter for børn, der selvfølgelig var et kæmpe hit.  

Pædagogerne er rigtig søde, åbne og imødekommende. Vi havde ikke været der i lang tid, før Glennis, en af lærerne, inviterede os hjem. Hun bor i Bontiwal, et farvet område udenfor Cape Town. Vi tog en minitaxa derud, og der blev kigget en del, da fire hvide turister satte sig ind og kørte med væk fra byen. ”Are you going to Waterfront?” (et turiststed i midtbyen) spurgte de, da de troede vi var faret vild. Da vi stod af, blev  vi hentet af Glennis, som tog os med hjem i sit lille hyggelige hus, der er beskedent, men typisk middelklasse. Rummene er trange, men der er plads til Glennis, hendes mor og datter.  Glennis havde stået i køkkenet hele dagen og forberedt  det ret så overdådige måltid, der ventede os, da vi kom indenfor. Da vi havde spist os overmætte, blev vi stoppet med dessert. Efter en gåtur rundt i kvarteret, hvor folk naturligvis kiggede længe efter os, kom vi tilbage til mere kage. Mætte og glade over mødet med den store gæstfrihed, tog vi tilbage til byen efter en hyggelig dag i godt selskab.

Vi nyder rigtig godt af deres selskabelighed og det er altid hyggeligt, når vi ses udenfor arbejdstiden. I sidste uge blev vi inviteret på middag sammen med de andre volontører fra projektet, og Mark, kokken på stedet, havde forberedt et fantastisk lækkert måltid til os. I forrige uge var vi i teatret og se en forestilling med masser af afrikansk musik, sang og dans. Vi har stadig nogle invitationer til gode. På lørdag skal vi hjem til en af lærerne, der er hos de små og på søndag regner vi med at tage ud og besøge Abigail, der er daglig koordinater på stedet. Alt i alt har vi været rigtig heldige med projektet, og vi sætter utrolig stor pris på den  åbenhed vi møder, der gør det hyggeligt at gå på arbejde hver dag.

FEEL IT. It is here.

I 365 dage har nedtællingen til VM været i gang, og fredag d. 11. blev det endelig tid til Kick off. Vi var til åbningen med vores kollegaer fra Stepping Stones i Cape Towns kongrescenter. Alle var klædt i Sydafrikas farver og der var vild jubel, da Bafana Bafana scorede det første mål mod Mexico. Desværre nåede de at udligne, men jeg håber, at de får hevet nogle sejre hjem, så den gode stemning og den brede opbakning fortsætter så lang tid som muligt. Selvom kampen endte uafgjort var stemningen helt vild i byen bagefter. Det vrimlede med folk på gaderne, og trafikken var helt kaotisk. En konstant larm fra vuvuzelaer, det populære truthorn, bilhorn og slagsange hørtes overalt i byen. Jeg har aldrig før oplevet noget lignende, man må virkelig sige at fodboldfeberen har ramt Sydafrika og det er festligt!

Sydafrika har siden offentliggørelsen af værtsrollen stået mere eller mindre på den anden ende, for at blive klar til det kæmpe arrangement. I Cape Town har der været konstant vejarbejde siden vi kom. Der er blevet bygget, renoveret, planlagt og arrangeret, for at få hele byen shinet op. I december stod byens helt nye stadion færdig. Der er plads til næsten 70.000 tilskuere, og det er et utrolig flot byggeri, der især pryder byen om aftenen med alt dets lys. I Langa, et af de townships man kan se fra motorvejen, når man kører fra lufthavnen ind til byen, er der blevet bygget en række nye huse, der mest af alt har til formål at skjule  de bagvedliggende blikskurerne. Det, efter min mening, smagløse forsøg på at gemme de fattigere områder, er dog ikke lykkes helt, da byggeriet blev sat i gang for sent. En anden ting, der har været del af ”oprydningen” er beslutningen om midlertidig lukning af nogle af de shelters for gadebørn, der ligger i byen. De fire andre volontører fra højskolen har arbejdet på en skole for gadedrenge, hvoraf mange af dem indtil nu har boet på Homested. Da regeringen ønsker så få som muligt hjemløse på gaderne i juni/juli, er drengene blevet flyttet ud af byen til et shelter i Kayelitsha.

VM har dog ikke kun bragt negativt med sig, tværtimod. Præsident Zuma har set sit snit til at få bugt med den høje arbejdsløshed og sat en masse folk i arbejde med byggeri. Der er rigtig mange, der er kommet i arbejde, især fordi mange af opgaverne bliver løst af syv personer, når de kunne løses af to. Hver dag, når vi går forbi stadion på vej til Somerset, har der været vejarbejde. Det er ikke et sjældent syn, at fem mænd står og kigger ned i et hul i vejen, som en mand står og hakker i med en stor gammeldags hakke. Selvom de fleste arbejdere nok ikke får mere end 10,5 rand i timen, som er mindstelønnen, er der sket et lille dyk i arbejdsløsheden. Alligevel må det nok desværre siges at være en midlertidig løsning på det store problem, for så snart VM er færdig, står rigtig mange mennesker igen uden arbejde.

VM har siden vi kom været det helt store samtaleemne og sætningen ”arh.. so you are here for the Worldcup?”, er nok en af de sætninger vi har hørt flest gange. Den værste ting ved det er nok, at vi igen bliver turister, når vi lige var kommet til et punkt, hvor vi ikke blev taget for at være det længere. Der har været lidt diskussion, da nogle sydafrikanere mener, at de mange penge der er gået til projektet kunne have været brugt på noget andet. Til det kan jeg kun give dem ret – utrolige summer er blevet spenderet bla. på opførelsen af Cape Town stadion. Ser man bort fra, hvor pengene ellers kunne have gjort gavn, synes jeg det er godt, at VM er kommet til Sydafrika. Det gør godt med den positive opmærksomhed, og det samler befolkningen. Sidst Sydafrika var i mediernes søgelys var under urolighederne i forbindelse med apartheidstyret  i starten af 90’erne. Derfor tror jeg kun det er godt for den sydafrikanske stolthed og nationalbevidsthed at blive omtalt for noget andet og bedre. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at opleve så stor en folkefest, så jeg sørger for at nyde den. Hvis der er nogen der forstår at feste, er det virkelig sydafrikanerne. På Somerset hospital hænger der flag fra lofterne på gangene og sygeplejersker render rundt i fodboldtrøjer. Da jeg stod i kø i supermarkedet den anden dag, udbrød der pludselig spontan sang, trutten og dans og selv kassedamerne sad og hoppede, mens de opmuntrede stemte i med ”Ayoba, Ayoba”. Uanset hvor god stemning der er, skal der alligevel meget til at få den samme oplevelse i et dansk supermarked, så det bliver nok en lille smule tamt at komme hjem og handle efter det.   

Rejsen rundt

Kl. 03.45 fik vi lettere omtågede kæmpet os ud af sengene til torsdag d. 5. maj – den længe ventede rejsedag. Fra Cape Town fløj vi til Johannesburg, hvorfra vi kørte til vores første stop – en lodge lige i udkanten af Krüger Nationalpark. Vi følte os hurtigt hjemme i det utroligt fredelige område, hvor det eneste, der forstyrrede landidyllen lidt var den 1,5 meter store pytonslange, som ejeren fandt liggende foran sin terrasseopgang den første dag, vi var der. Efter at have sejlet på Blyde River Canyon, hvor vi klogt holdt os på afstand af et par flodheste, der lå i vandet og slappede af, tog vi på tredjedagen på safari i Krüger nationalpark. Fra solopgang til solnedgang kørte vi rundt på nøje udkig efter dyr. Af The Big Five så vi bøfler, næsehorn, elefanter og løver, men var desværre ikke så heldige at få leoparden med. Vi fik også set zebraer, giraffer, flodheste, krokodiller og utallige bukke bl.a. impalaer – en lille buk, der går under navnet MacDonald, da den har et tydeligt sort M på bagdelen, er nem at jage, og derfor bliver betragtet som ”easy meat”. Vi rundede dagen af med stor tiltrængt sydafrikansk buffet, lejrbål og shangaandans opført af lokale fra en nærtliggende landsby.    

Efter fire dage i Krüger gik turen videre til Sydafrikas , Johannesburg. Efter at have hørt en masse skrækhistorier om kriminaliteten, var vi spændte på at se byen. Fra ”Top of Africa” – et  udkigspunkt fra centrum af byen, fandt vi ud af, at byen på ingen måde kan måle sig med Cape Town i skønhed, da den er langt mere beskidt og kedelig at se på. Meget af historien under apartheid udspiller sig i Johannesburg, og vi var i den forbindelse ude at besøge Soweto, det største township i  landet. Vi gik en tur på den vej, som både Nelson Mandela og Desmond Tutu boede på under apartheid. Den er senere blevet kendt som den eneste vej, hvor to nobelprismodtagere har boet. Fra Mandelas hus fortsatte vi op ad vejen til den skole, hvorfra hundredvis af skoleelever startede deres demonstration i 1976. De demonstrerede imod en ny lov indført af apartheidstyret, der ville gøre afrikaans til undervisningssprog i alle skoler. Begivenheden blev kendt som Sowetooprøret, da hundredvis af børn blev skudt og såret af politiet. Særligt én elev gik over i historien, nemlig Hector Peterson, der var en af de første og yngste børn, der blev dræbt. På et verdensberømt billede ses han båret i armene af en ældre dreng, med hans grædende søster løbende ved siden af. Vi besøgte Hector Peterson museet, hvor vi fik en masse at vide om urolighederne. For at få et større overblik over historien besøgte vi, dagen efter, apartheid museet. Efter en halv dag på museet, hvor vi ikke engang fik læst og set det hele, var vi øre, forargede, rørte og trætte. Det var utrolig spændende at få hele historien, men også hårdt, da den er meget barsk. Det er for mig meget vigtigt at forstå og kende historien om apartheid, da jeg er i Sydafrika, fordi det bliver meget nemmere at forstå, hvorfor tingene er som de er. Vi har i vores tid hernede hørt en masse fra forskellige personer, så det var godt endelig at få samlet alle trådende, forstå detaljerne og dermed helheden bedre. For at få den hvide mands syn på historien kørte vi den følgende dag til Pretoria, for at se Voortrekker Monument. Det er et kæmpe monument, der er blevet rejst til ære for de boere (hollændere), der rejste fra Cape Town op igennem hele landet, som sloges med og vandt over de indfødte. Efter slaget ved Blood River, som monumentet er rejst til minde for, vandt boerne, også kaldet afrikaanerne, mere magt. De blev ved med at udvide deres territorium til de i 1948 vandt regeringsmagten over briterne. Briterne, der indtil da også havde været en kolonimagt og haft kontrollen over Cape Town, samt det nordlige og vestlige Cape, forlod herefter landet og overlod magten til afrikaanerne, som efter valgsejren indførte apartheid. Hvert år d. 16 december samles afrikaanere ved monumentet for at fejre dagen, hvor de, efter at have vundet det store slag ved Blood River, aflagde løfte om, at de for evigt ville have magten i landet.

Efter nogle spændende dage i Johannesburg gik turen videre til Lesotho. Det er et selvstændigt kongerige, der ligger øst for midten i Sydafrika. Landet er meget fattigt og det tredje værst ramte land i verden indenfor HIV/aids. I 2007 var 23 % af befolkningen i alderen 15-49 smittet, og tallet er stadigt stigende. Efter vi med held passerede landegrænsen, uden at blive afpresset af nogle korrupte politimænd og grænsevagter, kørte vi i lang tid ad små hullede veje et godt stykke ind i landet. Vores lodge lå i Paradisdalen, et område der med rette har fået sit navn efter dets fantastiske omgivelser. Efter en god nattesøvn stod vi op før solen, pakkede og gjorde klar til en ridetur i bjergene. I over seks timer red vi i de smukkeste omgivelser, op og ned ad stejle skråninger, over vandfald og en sjælden gang i mellem igennem en lille landsby med små lerhytter, geder og høns og med børn ivrigt løbende omkring os. Langt om længe nåede vi frem til den landsby, hvor vi skulle overnatte. Vi lavede mad over bål, bød vores guider på vores simple pastaret og sad ellers ude i mørket og nød stilheden, kun afbrudt af lyden fra en flok køers karakteristiske klokker. Vi fandt hurtigt ud af, at når det først er blevet mørkt i Lesotho, er det virkelig mørkt, som i kulsort. Der er ingen elektrisk lys nogen steder, og derfor er stjernehimlen helt fantastisk, da der ikke er noget til at forstyrre lyset fra Mælkevejen. Vi stuvede os sammen og sov ti mennesker på gulvet i en lerhytte, inden vi næste morgen stod radbrækkede op og modvilligt kæmpede os op på sadlen igen. Efter seks stive timer på hesteryg hjem, trængte vi alle til et bad og en lur. Det var virkelig alle smerterne hver, en fantastisk oplevelse jeg sent vil glemme.

På vej ud af Lesotho blev vi stoppet et par gange af politiet, der meget ihærdigt gennemgik minibussen for eventuelle mangler, der kunne bruges som undskyldning til at afkræve bestikkelse. Sørgeligt, men mest af alt sjovt var det at opleve så tydelig korruption. Efter 10-12 timers kørsel kom vi frem til Port Elizabeth, hvor vi efter en bytur, var klar til at bungeejumpe dagen efter. Stemningen var høj, da alle, der havde besluttet sig for at tage springet, tog det og vi sammen kunne fejre suset af at have klaret verdens højeste bungee jump (216 m for at være præcis). Det var en sindssyg oplevelse, som jeg er rigtig glad for at have fået med, både fordi jeg gjorde det, og fordi jeg ikke behøver gøre det igen lige med det samme i hvert fald. 

På de sytten dage vi har rejst rundt har vi nedlagt lidt over 4000 km. Sydafrika er et kæmpe land med store afstande og utroligt meget at se. Det var en fantastisk tur og vi har oplevet mere, end hvad jeg har fået plads til her. Resten må i have til gode til når jeg kommer hjem.

En verden i sort og hvid

Jo længere tid vi opholder os her i Sydafrika, des mere kommer vi ind under huden på dets mange kulturer og spændende, men dog knap så lykkelige historie. Vi har efterhånden fundet ud af, hvor meget hudfarve betyder i et land, der har levet under raceadskillelse i over halvtreds år. Apartheid blev indført i 1948, da Nationalistpartiet vandt regeringsmagten. Ordet apartheid betyder adskillelse på afrikaans og er en politik, der bygger på total raceopdeling. Det hvide mindretal, der med politikken ønskede at forblive siddende med kontrollen og magten, forsvarede sig med, at raceadskillelse var den bedste måde at bevare kulturer på, og sikre deres udvikling. Befolkningen blev opdelt i tre grupper – hvid, farvet og sort, hvori hvide var højest og sorte lavest i hierarkiet. Adskillelsen var overalt ved f.eks. bænke og parkeringspladser til ”whites only”. Sorte havde ingen rettigheder, og blev tvunget til at bosætte sig uden for byerne i de såkaldte townships, der alle lå uden for byerne.  Først i 1990, da de sortes frontfigur Nelson Mandela blev løsladt, begyndte styret at falde sammen. Efter utallige kampe og uroligheder blev Mandela valgt til præsident i 1994 ved landets første frie demokratiske valg.

En måde hvorpå de hvide sikrede sig mod oprør var bla. ved at fængsle politisk aktive fra oppositionen. ANC (African National Congres), partiet som blandt andre Mandela var medlem af, blev forbudt. Netop pga. sit medlemskab og sin aktive rolle i partiet, blev Mandela fanget og fængslet på Robben Island. En ø uden for Cape Town, der med sin komplette isolation er perfekt til det formål. Her tilbragte han 18 ud af 27 års fangenskab. I dag er øen åben for turister, og vi har også selv benyttet muligheden for at komme ud og se under hvilke forhold fangerne var fængslet. Selv i fængslet var der forskelsbehandling. Sorte havde ikke ret til lange bukser og jakke, men måtte klare sig med korte bukser og trøje. De måtte finde sig i at få mindre portioner end de farvede. Da Mandela blev anset for at være en af de farligste fanger, var han i isolationscelle, da han ikke måtte snakke med de andre fanger om politisk virksomhed. Isolation lyder slemt, men det er svært at bedømme, hvad der har været værst, når man ser en af de store celler. Heri har op til  tres mænd ad gangen boet, sovet og levet sammen uden nogen som helst form for privatliv.

Efter valget i ’94 påtog ærkebiskop Desmond Tutu sig opgaven at rydde op efter apartheid. Med Truth and reconciliation comitte rejste han rundt i landet i forsøget på at samle op, tale ud og på den måde komme over og videre efter alt det, der skete under apartheid. Komiteen fungerede som en omrejsende retssal, hvor efterladte og ofre fik mulighed for at stille personerne, der havde gjort dem uret, for en dommer. De skyldige havde også selv mulighed for at melde sig, og hvis personen tilstod alt, kunne han eller hun opnå amnesti. Det var dog de færreste, der således slap fuldstændig for straf. Desmond Tutu fik for sin indsats tildelt Nobels fredspris, og er i dag anset for at være en af de største karakterer i kampen mod apartheid. Han prædiker stadig i dag, og vi var i den forbindelse så heldige at fange ham til en af hans sjældne gudstjenester i St. George katedral her i Cape Town. Da Tutu er en travl mand, blev det ikke til meget snak, men det var i sig selv en stor oplevelse at møde en så stor og fremtræden person.

Der er ingen tvivl om, at apartheid har betydet meget for Sydafrika. Trods viljen til at komme videre er der stadig et godt stykke vej endnu. De fleste har levet under eller er opvokset med apartheid, og det er derfor muligt, at der vil gå længere tid, måske flere generationer, inden man for alvor er videre. 

“Say white bread”

Lørdag d. 27. marts var vi så heldige at blive inviteret til traditionelt sydafrikansk bryllup. Qaqamba (udtales på Xhosa med to kliklyde), som er tidligere elev på Løgumkloster højskole, inviterede os med til en af hendes bekendtes bryllup. Om formiddagen tog vi sammen  ud til Langa, det ældste township i Sydafrika. Vi mødtes med hendes festklædte teatergruppe og så den skole de øver på. Inden vi tog videre stillede vi op til gruppebillede. ”Say brown bread and smile” sagde fotografen. Vi grinede overrasket, da der bagefter halvt i spøg blev kommenteret, at vi da også skulle sige ”white bread”, for nu at være politisk korrekte. Hjemme er det ikke noget, der betyder noget eller overhovedet talt om, men med den Sydafrikanske historie er hudfarve ikke noget man for lov at glemme. Overalt hvor man går, bliver man mindet om ens udseende hvilket kræver lidt tilvænning. Med gruppen gik vi gennem townshippet og blev hilst af børnene på vejen, der på Xhosa begejstret råbte ”hvide mennesker, hvide mennesker” i forsøget på at få vores opmærksomhed. Vi blev fulgt ind i en lille have overdækket af en teltdug og videre ind i et lille hus. Her hilste vi på en masse gamle damer, der på xhosa storsmilende sagde velkommen og spurgte, hvordan vi havde det. Stemningen var god og afslappet, og vi blev taget godt imod. I baghaven sad mændene og holdt øje med en ged, der i dagens anledning var lagt på bålet. Det er en del af traditionen, at brudeparret skal spise hver deres del af geden, og resten af kødet skal nydes de næste dage efter brylluppet. Vi blev hurtigt taget med ud på gaden igen, hvor festen satte i gang. I et syngende og dansende optog gik vi ned ad vejen. I mængden af rytmiske store kvinder og vilde bevægelser følte vi os først fremmede og lidt hjælpeløse, men da vi efterhånden fik fanget nogen af ordene i sangene og grundrytmen i dansen, gik det bedre. Fra sit hus blev den tildækkede brud fulgt op til  sit nye hjem i et optog af familie og venner. På halvvejen mødtes optoget af brudgommens familie (det optog vi var med i), for at blive forenet til en stor gruppe. Da bruden og hendes familie kom ind i haven satte hun sig ved siden af gommen. Hun sad med et tæppe som dækkede håret og kiggede ned i jorden, for ikke at få øjenkontakt med nogen mænd. Enhver der havde noget at sige til brudeparret kunne gøre det og i den næste times tid blev parret overøst med ord kun adskilt af sang hver gang en ny ønskede at få ordet. Inden vi spiste noget af geden og det meget brugte majsgrød, dansede brudeparret i en kreds af sang, igen på gaden. Efter maden var der gaveoverrækkelse, hvor familierne gav hinanden gaver for at byde hinanden velkommen. Vi stillede os op og gav vores gave til parret og sagde mange tak, fordi vi måtte komme. ”Dans, dans” blev vi opfordret til og som vi stod deroppe, otte besøgende på én lang række til skue for alle, tøvede vi først lidt med at sætte gang i hofterne. De blev meget glade for gaven og takkede os mange gange, fordi vi kom. Inden vi tog hjem måtte vi bare smage den sydafrikanske øl  . En meget speciel tyk drik, der fik ens tanker til at kredse om en lang række ting, men ikke øl. I respekt for drikken var det ned på knæ og spanden på rundgang. Vi ved nu, hvad vi næste gang vi bliver budt, højst sandsynligt, siger pænt, men bestemt, nej tak til. Brudgommens søster takkede os endnu engang inden vi tog hjem. ”Min bror har ringet til hans ven og sagt, at der er otte hvide til hans bryllup”. Trætte og mætte af indtryk tog vi hjem med en ny once in a lifetime experince i bagagen.

Arbejdet på Somerset Hospital

Vi har nu været på Somerset i tre uger, og er efterhånden ved at være inde i en daglig rutine. Vi møder kl. 9 om morgenen og tager hjem ved 12-13 tiden, så det er en meget overskuelig arbejdsdag. Vores hovedopgave er at tage os af de indlagte børn. Flertallet af dem er i alderen 0-3 år, men der er også nogle stykker, der er lidt ældre. Indtil nu har vi været på to forskellige stuer, hvor ikke alle børnene fejler det samme. Nogle har HIV eller Aids (omkring 50 % af alle patienterne på hele sygehuset har HIV eller Aids), andre har tuberkulose, hepatitis eller er blevet fejlernæret. En anden meget almindelig sygdom er gastro, som er en slem form for diarre. Det er en smitsom sygdom, så vi er ikke i kontakt med de børn som er indlagt pga. det. Lige nu er der mæslingeepidemi, så to hele stuer er blevet inddraget. Vi fik en vaccination for to uger siden, så vi nu har mulighed for at være på mæslingestuerne. Vores hovedopgave består i at lege med og stimulere børnene, skifte og made. De fleste børn har mødre, som kommer og er ved dem, men nogle få kommer fra børnehjem, og har derfor ingen, der kommer og besøger dem. Lægerne og sygeplejerskerne leger ikke med børnene, og det er derfor vigtigt, at der er nogen, der sørger for at give dem opmærksomhed og skabe kontakt. Det er opmuntrende at se, at vores arbejde rent faktisk gør en forskel for børnene. F.eks. er der en toårig pige, som i starten lå helt stille og kiggede væk, når man kom hen til hende. Vi døbte hende hurtigt ”modelbarnet”, fordi hun altid ligger på maven med den ene hånd under hagen og ser ud som om hun poserer. Efter nogle dage lykkedes det os at få hende til at reagere, og nu er hun meget nemmere at komme i kontakt med, end for bare tre uger siden. Af en volontør fra det børnehjem hun kommer fra, fik vi at vide, at hun sidste gang hun kom hjem fra hospitalet var helt paralyseret og uden for rækkevidde. Hun havde været indlagt i 14 dage, og i den tid, havde hun ikke haft nogen egentlig kontakt med andre. Det viser virkelig hvor vigtigt det er, at børene bliver stimuleret i en tidlig alder. Jo længere  tid  vi er på stuerne, des bedre kommer vil til at kende børnene. Når et barn bliver rask og skal udskrives er det både med lettelse og lidt vemod vi siger farvel. Det er underligt at sige farvel til et barn, man netop har lært at kende, og alligevel er vi opmærksomme på, at vi ikke kan knytte os fuldstændigt til det. Det kan gå begge veje og derfor skal vi vende os til, at se det som en rigtig god ting, når et barn bliver udskrevet. Vi har lykkeligvis ikke været ude for, at et barn vi kender er dødt endnu, men det er i vores bevidsthed, hvis et barn bliver mere dårlig dag for dag. Det er blot én af de ting, der er lidt svært at vende sig til, når man arbejder med syge.    

Udover arbejdet på stuerne hjælper Jagger og jeg til på hospitalets apotek. Vi er dernede to gange om ugen, for at lave forefaldende opgaver. Det kræver ikke den store hjernekapacitet, så det virker mest som lidt adspredelse fra bleskiftning og leg. Opgaverne er forskellige, men indtil nu har vi brugt mest tid på at lave etiketter til en masse medicin. Egentlig er der ikke så meget at fortælle, da det ikke er det mest sindsoprivende sted. Vi passer mest os selv og nyder at være fluen på væggen, hvis apotekerne går og sladrer om hinanden.

Alt i alt går det godt på Somerset, og det er dejligt at være kommet godt i gang med arbejdet. Vi får måske mulighed for at få et andet på projekt ved siden af, så vi skifter og ikke er på hospitalet hver dag, men det er først noget Tony skal til at undersøge nu. Indtil da, koncentrerer vi os om arbejdet på hospitalet.